//Opskrift på nøddecookies sponsoreret af Toftkær//
De her nøddecookies er virkelig geniale. De er sprøde, crispy og har en lækker brændt nøddesmag fra min bløde nøddecreme lavet på hasselnødder og hampefrø (som du kan finde en opskrift på lige her). Og så er de supernemme at lave, når først du har et glas nøddecreme klar.
Jeg elsker cookies i alle afskygninger, og jeg er kæmpe fan af, at man kan gemme dejen i fryseren og tage den op, når man lige får lyst til en cookie. Den her nøddiecookie er både nem at bikse sammen og bage, og så kræver det absolut ingen store færdigheder i køkkenet. For mig er det win-win.
Det skal nemlig være nemt at lave lækre sager, der slækker på det raffinerede sukker. Derfor har jeg allieret mig med Toftkærs kokospalmesukker til den her opskrift på nøddecookies, der sammen med den lidt brændte smag fra nøddecremen giver en lækker, sød karamelsmag. Samtidig har jeg også valgt at bage med boghvedemel for at få den her nøddesmag endnu mere frem – og så er nøddecookien også glutenfri.
Vil du også prøve, så kræver det kun syv ingredienser, og så er du godt kørende. Hvis du kan beherske dig og lade de her nøddecookies ligge til dagen efter, så lover jeg dig en endnu bedre cookie. Og med en god kop kaffe til, så spiller det virkelig.
Til en omgang lækre nøddecookies skal du bruge:
(Opskriften giver ca. 25-30 stk.)
110 g. nøddecreme
80 g. kokospalmesukker fra Toftkær
50 g. kokosolie
1 æg
130 g. boghvedemel
1 tsk. bagepulver
En håndfuld ristede hasselnødder
Sådan gør du:
Start med at lave nøddecremen, som du kan finde en opskrift på her. Rist gerne en ekstra håndfuld hasselnødder.
Smelt kokosolien, hak hasselnødderne og bland alle ingredienser sammen i en skål og rør sammen til en klistret og smule fast dej. Dejen må gerne være klistret, men du kan altid tilføje lidt mere mel. Men pas på dejen ikke pludselig bliver for tør. Når du har samlet dejen, stiller du den på køl i mindst en time.
Tag dejen ud af køleskabet, tril små kugler på ca. 1 cm. og kom dem på en bageplade. Har du et kagestempel, så pres kuglerne fladen med den. Ellers så tryk kuglerne flade med din hånd. De skal ikke være papirstynde, men heller ikke for tykke, for de hæver, når de bliver bagt.
Bag dine nøddecookies i ovnen på varmluft ved 175 grader i ca. 10-12 min. De må gerne være en smule brændte, men hold øje med at det ikke bliver for meget. Tag dem ud af ovnen og lad dem afkøle, inden de bliver spist. Holder du nallerne fra dem til dagen efter, smager de endnu bedre.
Tip! Du kan vælge at dele dejen og komme den ene halvdel i fryseren. Så har du til, hvis lækkersulten melder sig en dag.
