//Opskrift på bønnecookies med chokolade og karamel er sponsoreret af Toftkær//
Så kom 2019 og jeg fik en ny kasse fra min kære samarbejdspartner Toftkær. Fyldt med en masse lækre sager OG fire helt nye produkter, som de har lanceret her i januar. De har gjort det meget nemmere for dig og mig at leve sundt og få en masse gode proteiner på ingen tid med deres nye forkogte og økologiske bønner og linser. Den nye produktserie består af sorte bønner, hvide kidney bønner, grønne linser og kikærter, der hverken kræver iblødsætning og lang koge tid, før du kan bruge dem i dit køkken. For mig er det kæmpe WIN, da jeg efterhånden har fået øjnene op for at bage og lave søde sager med bønner og linser, men synes processen er aaalt for lang. Indtil nu! Så for at prøve de nye forkogte produkter af har jeg lavet de her bønnecookies med chokolade og karamel på Toftkærs forkogte økologisk sorte bønner.
De her bønnecookies med chokolade og karamel har alt det gode fra begge verdener: gode proteiner og fibre fra bønnerne og sød og blød smag fra chokoladen og karamellen. De er sprøde i kanten og bløde i midten med en chewey karamel. De tager ikke lang tid at lave, men eneste ulempe, der skal nævnes, er, at de ikke holder sig sprøde længere end en dag – hvis det da er en ulempe 😉 Det betyder bare, at dit “besvær” i køkkenet for at fremskaffe de her bønnecookies med chokolade og karamel, bliver nydt i fulde drag samme dag.
Jeg håber, du bliver lige så begejstret for at bruge bønner i de her cookies, som jeg blev. Skulle du få lyst til at prøve bønner i andre opskrifter, så kan du prøve mine snickerskugler med bønner eller konfektkugler med bønner.
God fornøjelse i køkkenet 🙂
Til 20 bønnecookies med chokolade og karamel skal du bruge
(Opskriften giver ca. 20 cookies)
Arbejdstid: 45 min. (laver du egen cashewfløde, skal du iblødsætte i mindst fire timer, inden du laver cookies)
Bagetid: 20 min.
50 g. kokosolie
100 g. kokospalmesukker fra Toftkær
140 g. mel
1 dl. kogte sorte bønner fra Toftkær
1 æg
Nip salt
1 tsk. bagepulver
25 g mørk chokolade
Karamel
1 dl. cashewfløde (laves på 1 del cashewnødder og 2 dele vand)
1,5 dl. kokospalmesukker fra Toftkær
1 tsk. vaniljepulver
Nip salt
Sådan gør du:
Start med at lave karamellen ved at lave din egen cashewfløde. Du kan også bruge almindelig fløde, hvis du er mere til det. Opblød 1 dl. cashewnødder i koldt vand i en skål natten over eller mindst fire timer, og hæld vandet fra dagen efter. Blend cashewnødderne med 2 dl. vand, indtil der ikke er nogen klumper.
Karamellen og bønnerne skal ikke have mere end 10-15 min., så dem kan du koge på samme tid.
Karamellen
Kom cashewfløde, kokospalmesukker, vaniljepulver og salt i en gryde på fuld varme og kog det op. Når det koger skruer du ned for varmen til middel varme og rører i det i 10-15 min., så det ikke brænder på. Du kan godt gå til og fra det, uden der sker noget. Men hold øje for en sikkerhedsskyld og rør i det en gang imellem. Når massen begynder at tyknet, hælder du det på glas og stiller på køl.
Bønner
Kog bønnerne i vand i 10 min. eller til de er helt kogt ud og bløde. Afkøl bønnerne, inden du arbejder videre med dem.
Kom kokosolie, kokospalmesukker, mel, bønner, salt og bagepulver i en blender og blend til en ensartet masse. Hold gerne igen med melet og kom i lidt af gangen, da dejen gerne skal være en smule klistret. Hak chokoladen og vend det i dejen.
Placer en spsk. dej på bagepladen og flad den en smule ud, så der kommer en fordybning i midten. Kom en klat af din karamel i fordybningen og dæk det til med dejen, så du får en cookie. Vær opmærksom på, at dejen ikke flyder ud, så flad gerne din cookieklump så meget ud som muligt, hvor karamellen er helt dækket.
Bag dine cookies i ovnen ved 175 grader i 20 min. til kanterne er sprøde og midten er blød. Afkøl og spis. De er allerbedst samme dag, da de bliver en smule bløde dagen efter.

