Quinoabar med karamel

Quinoabar med karamel

//Sponsoreret af Toftkær//

Så har jeg igen været i køkkenet og kreeret en ret så lækker quinoabar med karamel, hvis jeg selv skal sige det. Igen er peanutbutter og poppede quinoa mine favoritter, når jeg skal lave barer, for de udgør altså noget ret lækkert i en bund. Dog har jeg den her gang udfordret mig selv en smule og proppet bunden med superfoods som chiafrø og kakaonibs.

Jeg har tidligere lavet en quinoabar med dadelkaramelsom absolut stadig er et hit hos mig, men jeg har længe gået og leget med tanken om at lave en tyndere “fløde”karamel. Så det er det, du får i den her opskrift. En tynd, blød karamel lavet efter samme fremgangsmåde som en almindelig flødekaramel. Jeg har blot udskiftet den raffinerede sukker og almindelige fløde med bl.a. en hjemmelavet cashewfløde. Det skal jo være anderledes og udfordrende, ikke? 😉 Som bonusinfo så smager karamellen unægteligt af fyldet ovenpå en brunsviger. Det er da ikke så ringe endda (!)

Den her quinoabar med karamel lyder måske lidt kompliceret, når jeg nu også lige har fortalt dig, at du skal lave din egen plantefløde. Men det er det altså ikke. Igen handler det mere om tålmodighed end store armbevægelser og finesser. Og det er vel og mærket tålmodighed, du kan øve dig på fra sofaen af.

Til en lille portion quinoabar med karamel skal du bruge:

(Opskriften giver ca. 8 barer)

Karamel

1 dl. cashewfløde (laves på 1 del cashewnødder og 2 dele vand)

2 spsk. kokosolie

1,5 dl. kokospalmesukker fra Toftkær

0,5 dl. agave sirup


Quinoa-peanut bund

2 spsk. peanutbutter

1 spsk. kokosolie

1,5 spsk. agave sirup

1 tsk. vanilje

Nip salt

6 spsk. poppede quinoa fra Toftkær

3 spsk. havregryn

3 tsk. chiafrø fra Toftkær

2 tsk. kakaonibs fra Toftkær

1 tsk. kakao


Chokotopping

2,5 spsk. peanutbutter

1,5 spsk. kokosolie

3 tsk. kakao

Lidt vanilje

Lidt agave sirup


Sådan gør du:

Karamel – tager omkring 15 min.

Start med at lave din karamel ved at lave din egen cashewfløde. Du kan også bruge almindelig fløde, hvis du er mere til det. Jeg oplever problemer med min blender, der ikke vil blende cashewnødderne ordentligt, hvis der ikke er nok i. Så jeg laver dobbelt portion af, hvad jeg egentlig skal bruge (men så er der bare til en anden omgang). Blend derfor 1 dl. cashewnødder med 2 dl. vand, indtil der ikke er nogen klumper.

Kom cashewfløde, kokosolie, kokospalmesukker og agave sirup i en gryde på fuld varme og kog det op. Når det koger skruer du ned for varmen til middel varme og rører i det i 10 min., så det ikke brænder på. Du kan godt gå til og fra det, uden der sker noget. Men hold øje for en sikkerhedssyld og rør i det en gang imellem. Når massen er tyknet, hælder du det på glas og stiller på køl.

Quinoa-peanut bund – tager omkring 10 min.

Kom peanutbutter, kokosolie, agave sirup, vanilje og salt i en gryde og smelt det til en ensartet masse på middel varme. Bland poppede quinoa, havregryn, chiafrø, kakaonibs og kakao imens og bland det hele sammen, når peanutbutter-massen er smeltet. Hæld det hele i en form beklædt med bagepapir (min form er 16×10 cm) og stil på køl i en halv times tid.

Når bunden er blevet kold, fordeler du karamellen oven på og stiller på køl igen i en halv times tid.

Chokotopping – tager omkring 2 min.

Kom peanutbutter, kokosolie, kakao, vanilje og agave sirup i en gryde og smelt til en ensartet masse på middel varme. Hæld det over din bund med karamel og stil tilbage på køl i et par timer. Jo længere tid på køl, jo mere faste bliver de.

Når chokoladetoppingen er størknet, kan du skære hele molevitten ud i den størrelse barer, du ønsker. De spises bedst fra køl, da de ellers godt kan smelte ved at stå ude.

Velbekomme!

Quinoabar med karamel