Peanutbutterbar med quinoa, dadelkaramel og chokolade

Peanutbutterbar med quinoa, dadelkaramel og chokolade

Peanutbutterbar med quinoa, dadelkaramel og chokolade er den mest lækre kombination, jeg længe har smagt. Peanutbutterbaren er en lækker kombination af min chokoladebar med poppede quinoa og peanutbutterbar med poppede quinoa sammen med en blød dadelkaramel. Den føles en smule mere syndig end de andre med de lidt fede dadler. Men hvis du spørger mig, så er det alle kalorierne værd. Det er jo trods alt bedre end en færdigproduceret bar smækfyldt med raffineret sukker.

Det tager det kun 10 min. at bikse sammen, og efter en tur på køl er den lækreste peanutbutterbar med quinoa, dadelkaramel og chokolade klar til dig. Men pas på – de kan være ret vanedannende!

Det skal du bruge:

Bunden:

4 spsk. peanututter (gerne crunchy)

3 spsk. honning (helst en der er ret fast i det)

2 spsk. kokosolie

1 tsk. vaniljepulver

3 tsk. kakaopulver

Nip salt

12 spsk. poppede quinoa

3 spsk. speltflager

3 spsk. havregryn

 

Karamellen:

10 bløde dadler

1,5 tsk peanutbutter

1/2 tsk honning

Nip salt

 

Til topping skal du bruge mørk chokolade (jeg bruger stort set altid en 92%, der er sødet med kokossukker)

Sådan gør du:

Start med at lave bunden. Kom peanutbutter, honning, kokosolie, vaniljepulver, kakaopulver og salt i en gryde og smelt det til en ensartet masse på middel varme.

Bland poppede quinoa, speltflager, havregryn og peanutbutter-blandingen i en skål og hæld det i en form beklædt med bagepapir (min for er 22×9 cm).

Pres massen flad, stil den i køleskabet i 10-15 min., indtil overfladen har sat sig, og karamellen kan smøres på uden at ødelægge overfladen.

Lav karamellen, mens bunden sætter sig. Udsten 10 bløde dadler, kom den i en minihakker eller blender sammen med peanutbutter, honning og salt. Blend til en ensartet masse. Karamellen skal blive fast, men hvis du er til en mere blød version, kan du tilsætte vand, indtil den har fået den ønskede konsistens.

Smør karamellen på bunden, stil den tilbage i køleskabet i en time og skær den ud i aflange barer. Smelt chokoladen og dyp den øverste del af barerne i, så det kun er karamellen, der bliver dækket af chokolade. Stil dem i køleskabet igen og nyd barerne, når chokoladen har sat sig.

Bliver de ikke spist med det samme, skal de opbevares i en lufttæt beholder på køl.

Peanutbutterbar med quinoa, dadelkaramel og chokolade