Peanutbutter karameller

Peanutbutter karameller

Den søde juletid er begyndt virkelig at sætte ind hjemme hos mig. Jeg har været i køkkenet og videreudvikle på sidste års opskrift på karameller. Måske har du prøvet den? Det var en succes, så hvorfor ikke lave en version igen i år? Jeg er vild med peanutbutter, så jeg tænkte “hvorfor ikke lave peanutbutter karameller?” Som sagt så gjort.

Karameller i nye klæder

Sidste år skrev jeg sådan her i opskriften på mine første karameller:

“Her får du karameller. Syndige, bløde og tilpas chewey med lækker chokoladeknas i god kombination med vanilje og salt. Alt sammen uden raffineret sukker og almindelig mælkeprodukt. De her karameller er ikke bare karameller, som du kender dem. Det er karameller med brunsviger-faktor!”

Det passer stadig på min nyfortolkning af opskriften. For opskriften på de her peanutbutter karameller er den samme – bare tilsat lidt peanutbutter. Bare fordi peanutbutter er lækkert, julen nærmer sig, OG man skal huske at forsøde sin hverdag i det her kolde og triste vejr. Derfor får du her opskriften på de mest lækre og chewey peanutbutter karameller, du længe kommer til at sætte tænderne i.

Peanutbutter karamellerne er uden raffineret sukker og lavet på plantefløde, som du sagtens kan lave selv. Ja du læste rigtigt. Plantefløde er noget af det nemmeste selv at lave, og sammen med kokossukker og agave sirup kan du fremtrylle karameller ligesom, hvis du lavede en helt traditionel omgang fløde karameller. Er det ikke vildt? Det synes jeg, og der er ingen tvivl om, at de her peanutbutter karameller skal ligge på slikfadet juleaften hjemme hos mig.

Er du ikke vild med peanutbutter, så har jeg også andre opskrifter på karameller. Prøv de her karameller, som smager lige om brunsviger, eller måske de her kaffekarameller, der har et lille strejf af kaffe, hvis du er til den slags sager.

God fornøjelse i det søde køkken 🙂

Peanutbutter karameller
Tilb. tid
40 min
 
Antal: 20 karameller
Ingredienser
  • 2 dl. plantefløde (lav evt. din egen af cashewnødder; 1 del cashewnødder og 2 dele vand)
  • 4 spsk. kokosolie
  • 3 dl. kokossukker
  • 1 dl. agave sirup
  • 0,5 tsk. vanilje
  • 2 spsk. peanutbutter
  • Nip salt
  • 200 g mørk chokolade (til overtræk)
Sådan gør du
Plantefløde
  1. Laver du din egen plantefløde, så start med den dagen før

  2. Opblød 1 dl. cashewnødder i koldt vand i en skål natten over, og hæld vandet fra dagen efter.

  3. Blend cashewnødderne med 2 dl. vand, indtil der ikke er nogen klumper

Karameller
  1. Kom plantefløde, kokosolie, kokossukker, agave sirup, vanilje, peanutbutter og salt i en gryde på fuld varme og kog det op

  2. Når det koger, skruer du ned for varmen til middel varme og rører i det i omkring 40 min., så det ikke brænder på. Du kan godt gå til og fra det, uden der sker noget. Men hold øje for en sikkerhedsskyld og rør i det en gang imellem

  3. Når massen bliver tyk og en smule sej, kan du hælde en lille klat på en tallerken. Bliver den fast i det, er den færdig og kan fælde i en firkantet beholder og stille på køl

  4. Lad den gerne stå natten over, indtil karamellen er fast, men stadig chewey

Overtræk
  1. Skær karamellen ud i mundrette stykker

  2. Smelt den mørke chokolade og vend hver karamelstykke ned i den

  3. Stil karamellerne på køl, indtil chokolade har sat sig

Opskriftsnoter

Karamellerne kan fint holde sig i en uge i en lufttæt beholder. Kom dem også gerne i fryseren og tag dem op, når du skal have lidt lækkert