Nøddecreme

Nøddecreme

//Opskrift på nøddecreme sponsoreret af Toftkær//

Har du lyst til at sætte tænderne i en lækker nøddecreme lavet på sprøde hasselnødder og hampefrø i skøn symfoni med kakao, vanilje og dadel? Så læs med herunder, hvor jeg har kastet mig ud i en sundere version af den elskede nøddecreme nutella.

Jeg har længe gået og leget med tanken om at lave min egen nøddecreme. Men for at være helt ærlig så er jeg faktisk ikke helt så vild med den, man køber. Den bliver alt for hurtig alt for sød for mig, men jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at jeg aldrig sætter tænderne i et stykke rugbrød med et lag af den søde nøddecreme.

Derfor satte jeg mig for et par uger siden for at lave min egen nøddecreme. Jeg tænkte, at så svært kan det da heller ikke være. Og det er det faktisk heller ikke. En nøddecreme består i sin enkelthed af hasselnødder, kakao og sukker, og de ingredienser har de fleste nok i deres køkken. Så jeg kan kun anbefale at kaste sig ud i at lave sin egen nøddecreme. Vil du pifte din nøddecreme op, så synes jeg, du skal prøve min opskrift herunder, hvor jeg har brugt Toftkærs hampefrø.

Det lille superfrø giver en lækker nøddesmag, som kun forstærker den nøddesmag, som hasselnødderne giver. Fem ingredienser og en tur i ovnen og blenderen, så lover jeg dig den lækreste nøddecreme, der hverken er for sød eller bitter. Og skulle du få lyst til at sætte tænderne i noget endnu mere lækkert, når du har bikset den her nøddecreme sammen, så prøv mine nøddecookies.

Til en portion nøddecreme skal du bruge:

(Opskriften giver et lille glas på ca. 150 g.)

4 dl. hasselnødder
3/4 hampefrø fra Toftkær
2 spsk. kakao
1-1,5 tsk. vanilje (jeg bruger enten ren vaniljepulver eller vanilje essens)
1,5 daddel

Sådan gør du:

Rist hasselnødder og hampefrø i ovnen på omkring 160 grader, indtil de har en gylden/brun farve og lugter en smule “brændt”. Vær opmærksom på, at hampefrøene muligvis bliver hurtigere “brændt” end hasselnødderne. Hav evt. hampefrøene på en bageplade for sig selv. Lad begge dele køle, inden du nuldrer skallen af hasselnødderne.

Kog noget vand, hæld det over dine dadler og lad stå, mens du fjerner skallen fra hasselnødderne og kører til en creme i en minihakker.

Skallen på nogle hasselnødder er nemmere at nuldre af end andre. Det gør ikke noget, hvis der er lidt skal tilbage, men prøv så vidt muligt at fjerne skallen. Når du har fjernet skallen af hasselnødderne, kommer du dem og hampefrøene i en minihakker og kører i 5 minutter. Hasselnødderne og hampefrøene udskiller olie, så de danner en lækker, blød creme.

Hæld vandet fra dadlerne og skær ud i små stykker. Kom det ned til nøddecremen i minihakkeren sammen med kakao og vanilje. Kør indtil du får en tykkere creme. Kom det hele i et glas og nyd på et stykke brød.

Nøddecreme