Kokostoppe

Kokostoppe

Reklame | opskrift på kokostoppe i samarbejde med Toftkær

Det er blevet tid til endnu en opskrift på nemme lækkerier fra Toftkærs basisprodukter. Toftkær har nemlig et stort udvalg af basisprodukter, som du kan bruge til alverdens søde sager. Men det er ikke altid, at det er lige nemt at finde på ting at lave, når man står med en pose mandelmel i hånden eller har fået fingrene i nogle bønner. For mange er mandelmel måske kun noget, der bliver brugt, hvis man (tør) kaste sig ud i af lave de franske macarons. Og måske er bønner for dig slet ikke noget, der hører hjemme i det søde køkken?

Men jeg skal med glæde bevise dig det modsatte, for surfer du rundt her på domænet, vil du nok opleve en lang række opskrifter med netop bønnen i fokus 😉 Se bare de her opskrifter på brownie, træstammer og snickerskugler.

Nok om det – nu skal det handle om Toftkærs kokos

Toftkær har nemlig to gode produkter fra kokosplanten; ristet kokosmel og kokossukker. Kokossukker er efterhånden en selvfølge for mig at bruge i mine kager og søde sager. Så derfor var der ingen tvivl om, at jeg selvfølgelig også skulle sætte fokus på netop dette basisprodukt. Til at akkompagnere det har jeg hevet ristet kokos og mandelmel ned fra hylden og kreeret de her nemme kokostoppe.

Jeg har tidligere brugt ristet kokos i min opskrift på drømmekage og førnævnte træstammer, og i den her opskrift er det hovedingrediensen. Kokostoppene kan du lave og have klar inden for 1 time. Det er super nemt og kræver ikke ret mange ingredienser. Så det er bare med at komme i gang.

Kokostoppe
Forb. tid
15 min
Tilb. tid
12 min
 
Antal: 10 mellemstore kokostoppe
Ingredienser
  • 1 æg
  • 100 g ristet kokos
  • 80 g kokossukker
  • 25 g mandelmel
  • 1 spsk. honning
  • 0,5 stang vanilje (brug kornene)
  • 100 g mørk chokolade
Sådan gør du
  1. Bland æg, ristet kokos, kokossukker, mandelmel, honning og vanilje godt sammen til en klistret masse.

  2. Form til toppe og placer på en bageplade.

  3. Bag dem i ovnen ved 175 grader i 10-12 min., til de er gyldne og faste i det. Lad dem afkøle.

  4. Smelt chokoladen og dyp hver kokostop i chokoladen, så de får chokolade i bunden. Afkøl og nyd dem.

Opskriftsnoter

Kokostoppene holder sig fint i køleskabet nogle dage