Kiksebar med dadelkaramel

Kiksebar med dadelkaramel

Kiksebar med dadelkaramel – lyder det ikke lækkert? De minder lidt om en god Twix, og det er da også den chokoladebar, jeg havde i tankerne, da jeg kastede mig ud i at lave den her opskrift. Igen kommer du ikke udenom at sætte tænderne i en lækker, cremet dadelkaramel, som flere af mine opskrifter indeholder. Og hvorfor skulle du? Hvis du spørger mig, er det en helt fantastisk ingrediens, der bare gør det lille ekstra for dine søde sager.

Udover dadelkaramel indeholder den her opskrift på kiksebar med dadelkaramel også elementer fra både studenterbrød, snitter med chiamarmelade, kiks med dadelkaramel, peanutbutterbar med quinoa, dadelkaramel og chokolade og fudgebar med karamel. Jeg er typen, der ynder at “genbruge” mine gode idéer, og hvem siger, at man skal opfinde den dybe tallerken hver gang? Ikke jeg, og jeg håber, du har lyst til at prøve min opskrift. God fornøjelse! 🙂

Alt, du skal bruge til lille portion kiksebar med dadelkaramel, der giver 6 barer, er:

Bund

35g mandelmel
20g havregryn/speltflager
1 spsk. honning
1 spsk. kokosolie
Nip salt
1/2 tsk. bagepulver

Dadelkaramel

5 dadler
1/2 tsk. vaniljepulver
Nip salt
Lidt vand

Overtræk

Mørk chokolade (jeg bruger en på 92%, der er sødet med kokossukker)

Sådan gør du

Bland alle ingredienserne til bunden og kom massen på en bageplade, så den er ca. 0,5-1 cm. høj. Evt. kom massen i en form, så det passer med højden. Bag i ovnen ved 200 grader i 6-10 min., eller til den er gylden (kanterne kan godt blive lidt sorte).

Lad bunden køle af i 5 min., inden du skærer den ud i de størrelser, du ønsker dine barer skal have. Stil dem i køleskabet (evt. fryseren) og lav karamellen imens.

Udsten dadlerne og blend dem sammen med vaniljepulver, salt og lidt vand til en ensartet masse. Fordel et lag af karamellen på de afkølede bunde og stil tilbage på køl.

Smelt chokolade og overtræk barerne, når karamellen er blevet mere fast. De skal en kort tur på køl igen, inden de er klar til at spise.

TIP! De smager allerbedst dagen efter.