Kanelkage

Kanelkage

Kanelkage er en klassiker, der vækker mange minder fra min barndom. En af min mors veninder har gennem min opvækst ofte bagt kanelkage, som jeg har mæsket i mig i sommermånederne. Sådan en helt blød og svampet kage med skøn kaffeglasur på toppen. Nøj! Det er der ikke ret mange der kan slå. Det var tider!

Derfor har der da heller ikke været nogen tvivl om, at kanelkagen da selvfølgelig også skulle med på listen i min opskriftsamling. Bare med et tvist.

Også en kage for ikke-kaffeelskere

Selve kagen er bagt ud fra den samme grundopskrift, som jeg har brugt i opskriften på chokolademuffins med kaffe, hvor der bare er tilføjet kanel. Mange af mine opskrifter bygger faktisk på samme grundprincipper med kokossukker, æg, vanilje, bagepulver, boghvedemel og fedtstof – enten som margarine eller kokosolie. Mængden af de forskellige ingredienser kan dog variere alt efter, hvad jeg ellers skal have i, der giver smag og konsistens.

Normalt kommes der ikke kaffe i selve dejen til kanelkage, men jeg elsker den brændte smag, som kaffe giver i bagværk. Og når der nu alligevel skal kaffe i glasuren på toppen, hvorfor så ikke også komme det i kagen.

Men bare rolig. Er du ikke den store kaffeelsker, så er kanelkagen stadig noget for dig. For du smager ikke, at der er mere kaffe i. Den her kanelkage smager akkurat lige som en almindelig kanelkage. Så slå dig løs.

Glasur med dadler?

Ej det mener, du da ikke, Sarah? Jo det gør jeg, og det er lækkert. Dadlerne giver både sødmen og den cremede konsistens, som flormelis gør i normal glasur. På den måde undgår du raffineret sukker – men dog ikke kalorierne. Dem er der stadig masser af.

Men når det nu er kage, vi taler om, så er det vel okay – bare en gang imellem?

God fornøjelse i køkkenet 🙂

Kanelkage
Forb. tid
10 min
Tilb. tid
45 min
 
Ingredienser
Dej
  • 3 æg
  • 1 dl kaffe
  • 250 g kokossukker
  • 1 tsk vanilje
  • 1 tsk bagepulver
  • 125 g boghvedemel
  • 3 tsk kanel
  • 125 g margarine
Glasur
  • 150 g bløde dadler
  • 0,5 tsk vanilje
  • 1 spsk kakao
  • 0,5 dl kaffe
Sådan gør du
  1. Pisk æg, kokossukker, vanilje og kaffe godt sammen

  2. Sigt mel, bagepulver og kanel i æggeblandingen og bland godt sammen

  3. Smelt margarine og lad det afkøle til lillefingervarm

  4. Vend margarinen i dejen og fordel dejen i en form med bagepapir (jeg bruger en form på 25x15 cm.)

  5. Bag kagen i ovnen i 175 grader i ca. 40-45 min. Lad den afkøle, inden du kommer glasur på

  6. Udsten dadlerne og blend sammen med kaffe, vanilje og kakao til en ensartet masse. Er den for tyk, så kom lidt kogende vand i

  7. Fordel glasuren over kagen og stil den på køl i 10 min., så det sætter sig