Kaffekarameller

Kaffekarameller

Så har jeg været i køkkenet igen. Den her gang for at lave endnu en omgang af mine karameller med et tvist af kaffe. I mange år kunne jeg ikke fordrage kaffe; det var stærkt, bittert og duftede i den grad meget bedre, end det smagte. Men SÅ skete der noget, da jeg startede på universitet, og lange dage med opgaver og afleveringer krævede mange vågne og skarpe timer – ikke at forglemme at ens smagsløg selvfølgelig også ændrer sig med alderen 😉 Nu er kaffe en højtelsket drik og ingrediens i mit køkken. Derfor får du her min opskrift på seje, chewey karameller med kaffe.

Som mine andre karameller er de her karameller med kaffe syndige, bløde og dejligt chewey med en dejlig brændt smag og eftersmag af kaffe. Og det er selvfølgelig alt sammen uden raffineret sukker og almindelig mælkeprodukt.

De er helt klart blevet en ny favorit, der skal på julebordet herhjemme. Du skal kun bruge syv ingredienser og knap en time i køkkenet, hvor du ikke skal stå klistret til gryden fra start til slut. Netop det gør det til en super nem opskrift. Så skal du snart i gang med godterne til julebordet, så foreslår jeg, at du kaster dig ud i de her karameller med kaffe.

God fornøjelse!

Til en bunke karameller med kaffe skal du bruge:

(Opskriften giver ca. 20 karameller.)

2 dl. cashewfløde (laves på 1 del cashewnødder og 2 dele vand)
4 spsk. kokosolie
3 dl. kokospalmesukker
1 dl. agave sirup
1/2 tsk. vanilje
0,5 dl. kaffeshot
Nip salt

Sådan gør du:

Start med at lave din egen cashewfløde dagen inden. Du kan også bruge almindelig fløde, hvis du er mere til det. Opblød 1 dl. cashewnødder i koldt vand i en skål natten over og hæld vandet fra dagen efter. Blend cashewnødderne med 2 dl. vand, indtil der ikke er nogen klumper.

Kom cashewfløde, kokosolie, kokospalmesukker, agave sirup, vanilje, kaffeshot og salt i en gryde på fuld varme og kog det op. Når det koger skruer du ned for varmen til middel varme og rører i det i ca. 40 min., så det ikke brænder på. Du kan godt gå til og fra det, uden der sker noget. Men hold øje for en sikkerhedsskyld og rør i det en gang imellem. Når massen bliver tyk og en smule sej, kan du hælde en lille klat på en tallerken. Bliver den fast i det, så er den færdig og kan hældes i en firkantet beholder og stilles på køl. Lad den gerne stå natten over, indtil karamellen er fast men stadig chewy.

Stil karamellen på køl og skær ud i mundrette stykker.

Karameller med kaffe