Nøj! Siger jeg bare. Er du til friske hindbær og cremet is, så skal du tage et nærmere kig på opskriften her på hindbær is.
Vejret skulle efter sigende begynde at vende tilbage. Yay! Det er nyheder, jeg kan li’ at høre. Det betyder både en masse udeliv og en masse is. Egentlig er jeg ikke den store is-spiser. Bevares jeg får da en gammeldaws isvaffel et par gange i løbet af sommeren. Men ellers siger almindelig flødeis mig ikke noget. Og sodavandsis… så skulle det da lige være en klassisk Sun Lolly 😉 Flødeis har bare altid været en lille smule kvalm for mig. Men da jeg for flere år siden blev bekendt med nicecream, så var jeg helt solgt på is.
Bananer gør bare det hele
Bananer er virkelig go-to frugten her i mit søde køkken. De er fantastiske som det søde element i bagværk og giver en god konsistens. Begge dele gør det formidabelt i is. Bananerne søder isen, men sørger også for en cremet konsistens, der minder om almindelig is. Det slår to fluer med et smæk hos mig: fri for raffineret sukker og uden fløde.
For et par år siden fik jeg min til dato bedste is i en lille isbod i New York. Isen var lavet på kokosmælk, havre og cashew som base og ellers smagt til med alverdens smage som cookie dough, brownie og bær. Lige siden har jeg forsøgt at genskabe mig en lignende is. Det er resulteret i den her opskrift på hindbær is.
Simple ingredienser
I opskriften skal du kun bruge fem ingredienser. Kokoscremen kan du enten tage fra en almindelig kokosmælk – altså den hårde del. Men du kan også købe det uden vand i. Kokoscremen er med til at give en lækker cremet konsistens sammen med bananerne. Og jeg lover dig, kokossmagen er ikke særlig gennemtrængende. Den bliver camoufleret af de syrlige hindbær.
Du kan også prøve opskriften her på rabarber is af. Der giver kokoscremen også en lækker konsistens.
Nu er der vist ikke så meget andet at sige end god fornøjelse i køkkenet 🙂