Chokoladehapsere med mint og nougat

Chokoladehapsere med mint og nougat

//Opskrift på chokoladehapsere med mint og nougat er sponsoreret af Toftkær//

Så er påsken skudt i gang her på matriklen, og det giver jo anledning til at hoppe i køkkenet og kreere lækre snacks til påskebordet. Jeg har derfor i samarbejde med Toftkær lavet den her opskrift på chokoladehapsere med mint og nougat. Alt du skal bruge, er en rulle af Toftskærs dadelmasse med kakao og mint, en pose af deres kokospalmesukker, kakao, dadler, hasselnødder, kokosolie og en smule chokolade. Så har du 30 min. så kom med en tur ud i køkkenet og lær at lave din helt egen nougat!

Jeg har valgt at bruge Toftkærs dadelmasse med kakao og mint, men har du i stedet fået fingrene i en af deres andre dadelruller, så hold dig ikke tilbage. Nougat og chokolade går man aldrig galt i byen med, så du vil helt sikkert score point, hvis du disker op med de her nemme og lækre chokoladehapsere.

Du kan også prøve min opskrift på marcipankugler med hasselnøddefyld og forsøde påsken endnu mere.

God fornøjelse! 🙂

Til chokoladehapsere med mint og nougat skal du bruge

(Opskriften giver ca. 20 stykker)

1 rulle Naturlig Sød med kakao og mint fra Toft
75 g hasselnødder
2 spsk. kakao
50 g kokosolie
2 spsk. kokospalmesukker fra Toftkær
2 bløde dadler
200 g mørk chokolade


Sådan gør du:

Kom hasselnødderne på en bageplade og rist dem i ovnen på 175 grader i ca. 10 min. til de er gyldne, og skallen har løsnet sig. Lad hasselnødderne afkøle, og smelt kokosolien imens. Gnid skallen af hasselnødderne og kom dem, smeltet kokosolie, kakao og kokospalmesukker i en minihakker. Kør indtil hasselnødderne har udgivet en masse olie, og massen er blevet tynd og cremet. Udsten de to dadler og kom dem ned til massen i minihakkeren og kør endnu en gang. Massen er nu mere tyk, men stadig cremet.

Begynd at arbejde med Naturlig Sød rullen. Er massen hård, kan du komme den i microen i 10-15 sek. – uden emballagen på selvfølgelig – og ellers kan du arbejde den varm ved at ælte den. Kom massen i en form på 20×10 cm beklædt med bagepapir og tryk massen flad. Fordel hasselnøddecremen oven på dadelmassen og stil på køl.

Smelt den mørke chokolade og hæld det ud over massen og hasselnøddecremen. Stil på køl igen et par timer, skær ud i mundrette stykker og server dine chokoladehapsere.

Chokoladehapsere