Chokolade peanut cookies

Chokolade peanut cookies

Påsken er over os lige om lidt, og normalt betyder det hyggeligt samvær med familien med et næsten overdådigt påskebord med alverdens lækre sager. Det er ikke tilfældet i år – men det betyder jo ikke, at man ikke skal have lidt lækkert alligevel. Og hey – de her cookies er slet slet ikke forbeholdt påsken. De fungerer aldeles perfekt hele året rundt 😉

En cookie med det hele; sprød udenpå og blød indeni

De her cookies med chokolade og peanut har jeg testet de sidste par uger. Både i forhold til bagetiden, og hvordan de tager sig ud i dagene efter, de er bagt. For mig er det nemlig vigtigt, at en cookie er sprød udenpå, men blød indeni – og ikke kun den dag, de er bagt. De skal kunne holde sig i flere dage uden at blive tørre eller alt for bløde. Alt det er de her!

Peanut, peanut og mere peanut

Jeg er ret vildt med peanut og synes, det fungerer ret så godt i bagværk. Men er du ikke så vild med peanut, så skal du ikke holde dig fra at bage de her cookies. Bare udskift peanutbutteren med anden nøddesmør som hasselnøddecreme eller mandelsmør. De saltede peanuts er heller ikke et must, men giver i følge mig det lille ekstra, der skal til i cookies.

Er du derimod også helt tosset med peanut, så skal du bare slå dig løs. God fornøjelse i køkkenet 🙂

Psst! Nu hvor vi snakker om cookies, hvad siger du så til at prøve de her chokoladecookies med mandelsmør? De har intens kaffesmag og er dejligt sprøde 🙂

Chokolade peanut cookies
Forb. tid
5 min
Tilb. tid
10 min
 
Antal: 24 stk
Ingredienser
  • 100 g margarine
  • 130 g kokossukker
  • 1 tsk. vanilje
  • 1 æg
  • 1 tsk. bagepulver
  • 180 g boghvedemel
  • 2 spsk. peanutbutter
  • 100 g mørk chokolade
  • Lille håndfuld saltede peanuts
Sådan gør du
  1. Pisk margarine, kokossukker, vanilje og æg sammen

  2. Tilsæt bagepulver, mel og peanutbutter og bland det hele godt sammen til en ensartet masse

  3. Hak chokoladen og de saltede peanuts groft og vend det i dejen

  4. Tril kugler af dejen og placer på en bageplade. Flad hver kugle en smule ud - evt. med en ske med lidt vand på

  5. Bag dem i ovnen ved 190 grader i 10 min. til de er gyldne og sprøde i kanten

  6. Sæt hver cookie på en rist for at afkøle, når de er færdigbagt. Opbevar dem i en lufttæt beholder